En virkeligheds historie fra en af vores brugere på Værestedet Perronen. Personen har bedt om at være anonym.
Den 9. november år 1967 kom jeg til verden i Herlev. Jeg bor her sammen med begge mine forældre og mine 2 brødre og har en god og normal opvækst. Jeg går i almindelig folkeskole, men da jeg bliver 13 år ændrer mit liv sig pludselig.
Skolen mener at jeg er dampbarn og i samarbejde med lægen, giver de mig noget medicin ved navn benzodiazepin. Dette forandrer mig så meget, at jeg falder i forkerte bekendtskaber og stifter bekendtskab med hashen og skal prøve det sammen med dem.
Som 14 årig ryger jeg hash hver dag både på skolen og uden for skolen. Til sidst bliver jeg væk fra skolen pga. mit stigende hashmisbrug, og jeg får aldrig gjort skolen færdig.
Fra jeg er omkring 14 og til jeg er 18 år bor jeg på gaden, engang imellem i opgange, når jeg ikke kan finde andre steder. Det er i det miljø at jeg stifter bekendskab med piller og siden hen kommer heroinen.
Jeg stjæler mine stoffer, når jeg ikke har råd til at købe dem hos en pusher, så på den måde klarer jeg mig.
Jeg flytter fra Sjælland og til Sønderborg, hvor jeg bor sammen med min kæreste som jeg får en datter sammen med. Forholdet går meget op og ned pga. af mit misbrug, desværre får jeg også hevet min kæreste ind i misbruget.
På et tidspunkt går det galt.Jeg laver et grimt fejlfix og bliver indlagt og de må operere benet for at redde mig og benet.
Herefter flytter jeg fra Sønderborg og tilbage til Herlev igen, det må være omkring 1995. Her bor jeg frem til 2001, i de år er jeg meget aktiv og mit misbrug stort.
I 2001 flytter jeg til Falster ned til min mor, men hun må sælge sit sommerhus da hun får kræft. Herefter lever jeg på gaden og sover sommetider hos nye venner og bekendte i opgange og tit på banegården i Nykøbing F.
Efter nogen tid får jeg så mit eget at bo i.
Da jeg fylder 30 år vælger min nye læge at tage mine benzo`er fra mig. Jeg forstår det ikke helt, da jeg føler jeg fungerer bedre når jeg får dem.
Jeg har et pænt stort sidemisbrug ved siden af min metadoner den dag i dag.
Værestedet Perronen lærte jeg at kende igennem misbrugcentret CFA. Perronen er et godt sted at kende og være, her er man medbestemmende og føler sig ligeværdig.I Perronen kan man give gode råd og erfaringer videre til andre misbrugere, som er aktive.
Jeg synes at det er svært at stifte bekendtskab med andre mennesker udenfor Perronen, fordi de har dømt en på forhånd.Så jeg bruger også Perronen til at stifte nye bekendskaber til andre.
Jeg synes at der er forskel på misbrugcentret og Perronen. Man bliver ikke observeret hele tiden på Perronen. f. eks. hvis man tager en hovedpinepille op af lommen, på misbrugscentret er de der med det samme og skal tjekke en. Til gengæld er der mange gode tilbud på misbrugcentret og en god morgenmad,og jeg savner den sygeplejske, der var på et tidspunkt på misbrugcentret.
Jeg er glad for at komme på Perronen. De frivillige tager utrolig godt i mod nye og spørger os altid om det går godt . Vi får lov til at være medbestemmene, det synes jeg er godt.
Den dag i dag bor jeg sammen med min kæreste som ikke er misbruger og har et arbejde,vi har et dejligt og roligt forhold. Jeg kommer hver dag på Perronen og opholder mig der det meste af dagen, hvor tiden går med snak og hygge med de andre som kommer og alle de frivillige som arbejder her. Jeg ved at jeg aldrig bliver helt clean.....
En meget stor tak til dig "en af Perronens brugere" fordi du ville fortælle din historie og tak til Maria, praktikant på Perronen som lavede interviewet.